Hvorfor løbe Wild West

Af: Rasmus Skovgaard.
Wild West 2003.

Jeg ved det faktisk ikke, men når man oplever spændingen ved start og solopgangen over den vestjyske natur, er jeg ikke i tvivl.

I år skulle løbet afvikles i terrænet mellem Blåvand og Oksbøl. Fra min soldatertid har jeg mange gode minder fra dette område, så forventningerne var store. Allerede tidligt lørdag morgen startede forberedelserne.

Jeg har for nylig været til et foredrag med supercoach Lasse Zäll, han indførte den pro-aktive tanke i idrætsverdenen, en metode hvor man visualiserer løbet og forestiller sig alle de mulige løsninger/problemer, der kan opstå under konkurrencen. Så alle de gamle kort blev fundet frem, og jeg visualiserede løbene. Samtidig planlagde jeg mit løb og fandt svar på de problemer, jeg kunne komme ud for. Eks.: ”Hvad jeg ville jeg gøre, hvis pandelampen gik ud?” osv. Taktikken blev: ”læg hårdt ud, sæt tempoet op og slut af med en spurt”.

Men hvordan gennemfører man forberedelserne til et løb, der stater kl. 1 om natten? Hvornår skal man sove, hvad skal man spise, og hvornår kan jeg løbe over 5 timer i mine o-sko? osv. Spørgsmålene er mange, og forberedelsen er halvdelen af oplevelsen.

Jeg kørte til Oksbøl sidst på eftermiddagen, fandt stævnecentret og spiste en god gang pasta. Efter planen skulle jeg kravle i soveposen kl. 21, så jeg minimum kunne få 3 timers hvile.

Der kunne hviles på hårdt underlag i Oksbølhallen. Alle, der ved, hvordan det lyder, når sidemanden snorker 110 decibel og ikke engang ørepropperne kan holde lyden ude, forstår nok hvorfor jeg valgte denne mulighed fra. I stedet fandt jeg en stille lysning, i skoven, hvor jeg fik mine 3 timer i fred og ro.

Kl. 0100 stod alle 100 o-freaks klar til navneopråb. Vi skulle alle afhentes i busser og køres til start. Snakken gik på, hvor vi skulle starte. Nogle mente, at vi skulle starte i Vrøgum andre i Oksby plantage. Alle kunne finde fordele og ulemper. Jeg kunne mærke på stemningen og se på de nervøse smil, at alle var tændte og forberedte på hvad som helst.

Turen gik syd på, til Ho plantage. Efter en kort gåtur blev vi befalet op på et geled, og kortet lagt foran os. Lettelsen var stor, da jeg så, at det var en almindeligt 4 centimeter kort og ikke et gammelt tryk fra en målebordsplade dateret tilbage til 1864, som det var tilfældet ved sidste Wild West, i Stråsø og Ulfborg plantage.

Starten gik, 100 pandelamper gjorde nat til dag, nu galt det bare om at komme af sted og vælge den rigtige vej til post 1. Foran lå 28,8 km. Alle kæmpede som gale for at komme først til post 1. Traditionen tro var der kø for at få kontrolklippet. Ved post 2 opstod den berømte eftersøgnings aktion. Forestil dig 100 o-løbere, der løber rundt med en billygte i panden i et tæt krat, og alle leder febrilsk efter en lille høj med en post på.

Nogle råber ”HAR DU DEN?”, andre hvisker ”jeg tror, den er her ovre” – og pludselig løber alle i samme retning. Så er det bare med at komme af sted, for så er posten der.

Jeg klipper post 3, som en af de første. Efterhånden havde vi dannet en lille gruppe på 10 personer, der arbejdede sammen. Tempoet var højt, terrænet tungt og kampvognssporene fyldt med sand, men sporene var den eneste farbare vej imellem klitterne. Efter nogle lidt alternative vejvalg blev jeg sat en smule, men kunne hele tiden se skæret fra pandelamperne foran mig.

Efter ca. 1.5 times løb klippede jeg post 10. Posten lå i et stort moseområde, der skulle forceres på vej til post 11. Vejvalget gik tværs over den 1 km brede mose. Med vand til livet og rimfrost i de ædlere dele, kæmpede 10 gale mænd sig over mosen – (så føler man sig virkelig som en KRIGER). Det kolde vand motiverede alle, og tempoet blev sat yderligere i vejret. Ved post 13 var vi over halvvejs, og her var der mulighed for at skifte sokker, spise lidt og få sig noget væske. Efterhånden var der blevet så lyst, at pandelampen kunne aflægges. Selv om pandelampen kun vejer et par kilo inkl. batteri, var det en dejlig fornemmelse at slippe for den.

Ved madposten var jeg ca. 5 min. efter de forreste, så efter korte overvejelser besluttede jeg mig for at indtage nogle hurtige kulhydrater, smide pandelampen og sætte efter ”Toget”. Med en pustende indsats fik jeg indhentet førergruppen ved næste post.

Solen sendte sine første stråler ned over klitterne, og stemningen var høj. Aldrig har jeg oplevet noget såsocialt under et o-løb. Det var næsten, som når man ser Tour de France. Tissepausen, efter mad posten, foregik samlet, – alle stoppede op og tissede med, samtidig ventede alle spændt på hvem, der ville forsøge sig med et udbrudsforsøg.

Efter at have forceret endnu en sø, ved post 16, var der ca. 6 km. til mål. Nu var det tid til at bruge de sidste kræfter. De sidste poster var placeret i noget meget tæt fyrskov i Vrøgum Plantage. Med et par gode vejvalg var gruppen nu nede på 5 personer. Pludselig mødte vi forfølgerne, de ledte stadig efter post 18, og vi var på vej til post 20.

Der blev orienteret sikkert, og tempoet steg en smule, – vi skulle jo nødig indhentes.
Målstregen blev krydset som nummer 4, i tiden 5 timer og 3 minutter.

En stolt og tilfreds o-løber kunne se favoritterne komme i mål.

Et godt løb med mange udfordringer og naturoplevelser i en perfekt forårs nat. Alt i alt i en fed oplevelse.

Hilsen
Eksil HOK´er
Rasmus Skovgaard.