Wild West 2005 - en debutants beretning
 

Det var en mørk - men heldigvis stille, klar og tør - lørdag aften, klokken havde lige paceret ét og omkring 100 vovemodige orienteringsløbere står samlet i skolegården ved Torsted Friskole, heriblandt denne artikels forfatter, en ung kåd debutant. Det er tid til navneopråb til dette års Wild West og stemningen er lettere anspændt. Ingen ved rigtig, hvad der venter og de efterfølgende to kilometers gang i samlet flok på én lang række til starten foregår da også i stort set tavshed.

Da den unge kåde debutant stod dér ved starten og så sig omkring blev han fyldt med en høj grad af respekt. Selvom han hørte hører til blandt de yngre og mere løbsstærke, så har man hørt så mange historier fra tidligere løb, at man godt ved at det er andre faktorer end alder og kondital, der kan blive afgørende.

På forhånd havde debutanten fået en masse tips til, hvordan man smartest kommer gennem Wild West. De fleste gik på, at det om natten næppe ville kunne svare sig at stikke af sted i eget tempo, og at man i stedet skulle forsøge at holde sig til nogle af de garvede.

Starten gik og selvom kortet var fra 1872 så viste de første poster sig at være forholdsvis simple, idet de lå nær stier, som oven i købet var med på kortet. Så udlægstempoet var højt og alle de gode tips blev hurtigt glemt. En lille gruppe fik et lille hul til det øvrige felt.

Men allerede fra post 5 fik gruppen at sande at rygterne om Wild West ikke kommer af ingenting. Stierne gik i 'forkerte' retninger og en ekstra indhegning spolerede muligheden for at tage en reel kompaskurs, så et stort felt var samlet inden posten blev fundet på en høj inde i noget, som nok i dag ville være tegnet som en tæthed 2.

Herefter gik det post for post med varierende sværhedsgrad. Post 9 blev imidlertid skæbnesvanger for mange, en ny vej havde næsten (men også kun næsten) samme forløb, som vejene på kortet, der så til gengæld var blevet til små hjulspor i terrænet. Dette snød de fleste og den unge kåde debutant var helt godt tilfreds med en tidstab på blot nogle minutter. Stræktiderne på dette stræk svingede fra 14 til 111 minutter - med flere prominente navne liggende i den høje ende!

Den kåde debutant var blandt de heldige og fandt snart ud af at tippet om at holde et vågent øge med Per Filskov var ganske fornuftigt at følge. Per viste sig natten igennem som den tekniske ræv, der spidede post efter post - til stor glæde for hans 6 mand store følgegruppe.

Efterhånden stod solen op (om det var pinsesolen der dansede eller øjnene der var begyndt at flimre for øjnene af den unge debutant er dog uklart), madposten blev passeret og løbet burde blive enkelt efterhånden som det blev lysere.

Men ak, post 19 placeret i et hul kunne som selv ikke Per klare og efter et kvarters søgen kom den næste lille gruppe op. Debutanten lurede hurtigt, at det var tid til at skifte hest. Søren Maarup kunne huske postplaceringen fra 1993, så han rendte lige i den. Dette lille svaj betød at en 8 mands gruppe var blevet samlet frem mod sidste væskepost, hvor pandelamperne endelig kunne afmonteres, hvilket efter 3 timers løb var en befriende fornemmelse.

Den sidste del af banen viste sig noget enklere og den kåde debutant kunne stikke af fra gruppen (hvilket han nu havde prøvet nogle gange tidligere uden tilsvarende held), således at han kunne tage hjem med ikke blot stofmærket som bevis på at Wild West var gennemført, men også krondyrstangen som bevis på at det var sket i hurtigste tid.

Alt i alt må det siges, at Wild West var en fantastisk oplevelse, stemningen er helt unik før, under og efter løbet. Så for de, der endnu ikke har prøvet det, kan jeg kun anbefale at melde sig til næste gang - i 2007.