|
Af:
John Skovbjerg
Wild West er et begreb
i dansk orientering, og ofte spørges der
- specielt af yngre løbere - til løbets
historie.
Wild West har siden 1954
været arrangeret af Midtjyllands
Skovkarleklub, og det har siden 1963
været afholdt hvert andet år i de ulige
år, hvorfor der er Wild West i 2003.
Løbet blev startet af
navnkundige Ove Elle med Holstebro S.O.K.
som arrangør, og af indbydelsen til det
første Wild West i 1946 fremgår det med
al tydelighed, hvad løbet går ud på.
"Da Banen gaar over øde og vildsomt
terrain, afvekslende Gran- og
Fyrreplantager, Hede, Moser og Klitter,
hvor der kan være flere kilometer til
nærmeste beboelse, maa Løbsledelsen i
højere Grad end hidtil lade Ansvaret
paahvile de enkelte deltagere i Tilfælde
af eventuelle Ulykker. Hvis en løber
udebliver, vil et Eftersøgningsarbejde
naturligvis blive iværksat, men
Eftersøgnigen vil efter Banens Karakter
blive vanskelig og langvarig, hvorfor
det forventes, at kun robuste og dygtige
Orienterere tilmelder sig.
Vel mødt til en rigtig
Mandfolke-Orientering i Landets mest
vildsomme og storladne Terrain."
Med oppakning
I 1946 var banen opdelt i
14 km natløb med 3 poster, 8 timers
tvungen hvil, og 15 km dagløb med 4
poster. Alle løbere skulle medbringe 10
kg oppakning.
Posterne var hvide telte, og alle poster
var bemandede. For at undersøge
stemningen foretog Ove Elle en
brugerundersøgelse, hvor et af
spørgsmålene lød: "Var dit lys kraftigt
eller svagt?" Alle der har løbet Wild
West vil nikke genkendende til et af
svarene, der lød: "Først kraftigt -
senere svagt!"
Alle var enige om, at den tvungne
oppakning skulle droppes, og Elle
forbarmede sig.
Uden faste pauser
Der har siden 1946 været
afholdt 29 Wild West, og indholdet af
indbydelsen til Wild West 1946 passer
fortsat. Distancen har varieret, men den
har de sidste mange år været mellem 25
og 30 km.
Wild West gennemføres nu i et stræk uden
hvilepauser - ihverfald ikke officielle
- men ellers har konceptet for Wild West
holdt sig i nu 57 år.
Bare ikke kortets
skyld
Kortene, der benyttes, er
oftest 1:25000 GI-kort eller specialkort
af ældre oprindelse, hvor fornemmelse og
intuition for kort og terræn er af
væsentlig betydning.
Det er ikke velset at bruge en kortfejl
som undskyldning for et bom, - i Wild
West gives der ingen garantier for
kortkvaliteten, og kan man ikke læse
eller forstå kortet, er det ens egen
fejl.
Mange vindere
Alle, der har deltaget i
Wild West, kender den sitrende spænding
kl. 2 om natten umiddelbart før den
samlede start. Alle har de deltaget i
massebom på mange minutter, og alle har
de oplevet glæden ved at kunne smide
pandelampen ved madkontrollen og
fortsætte løbet ind i solopgangen.
Og så har alle selvfølgelig oplevet
glæden og tilfredsheden ved at kunne
løbe i mål efter mange timers kamp med
kort og terræn. I Wild West har alle
fuldførende opnået en sejr.
Har man én gang løbet Wild West, er
løbet et "must", og Flemming Nørgaard,
der har deltaget flest gange, kan vel
efterhånden kaldes en levende Wild
West-legende.
Flemming deltog i sit første Wild West i
1963 i Råsted-Nr. Vosborg, hvor Jørn
Esbensen vandt løbet på 26 km i 4,48 t.,
og siden har Flemming gennemført
samtlige Wild West.
I 2003 - der er gået 40 år siden hans
første Wild West - løber Flemming sit 21
Wild West. Det er vel unødvendigt at
nævne, at Flemming inklusive et par
sejre har opnået et utal af fremtrædende
placeringer i Wild West, og at han altid
er "et godt parti" for andre løbere, når
Wild West-skoven er mørkest, og det er
lidt svært at finde posterne.
Også kortere distancer
Udover selve Wild
West-løber er der også 2 kortere
distancer, Nordvest på 16-17 km og
Prærieløbet på 11-12 km, der begge
starter ved solopgang, og hvor konceptet
bortset fra natløbet er det samme som i
Wild West. |